Om

Jeg hedder Lilian Stender. Jeg er 48 år, gift og vi har to voksne børn. Jeg har arbejdet med børn i alderen 0-18 år siden 1993.

Siden 2007 har vi været plejefamilie og har i den tid haft 9 børn og deres familier i vores hænder. Opgaverne har været alsidige og har hovedsageligt været døgnopgaver. En enkelt parallelopgave og et par aflastnings- og ressource opgaver er det også blevet til. Gennem de sidste 5 og 7 år, har vi haft stor fornøjelse af to dejlige drenge på nu 6 og 8 år. De har begge autisme. Autisme er med årerne og med megen hjælp og supervision, mange kurser og megen læsning blevet en spidskompetence.

Mennesker er min store interesse. Jeg synes det er utrolig spændende at kigge på vores måde at være sammen på. Hvordan vi udvikler os sammen og hver for sig. Min særinteresse er vores allesammens børn. De små mennesker er så umiddelbare og ærlige. De er på vej og i gang hele tiden. Som forældre kender vi nok alle sammen når vi pludselig hører os selv i deres leg eller deres formaninger. I supermarkedet har vi nok også alle sammen haft en idé eller to til hvorfor det lille barn i køen græder så højt og hvordan den forælder da lige kan håndtere dette… 😉

Der er så mange episoder med de små (og de lidt større). De kan være præget af kærlighed, opmærksomhed, udfordringer og til tider måske frustrationer.

De ting vil jeg gerne belyse og reflektere over sammen med jer.

Stendervision har været en tanke i mit hoved i mange år.

Jeg glæder mig til at høre fra jer. Send mig en mail eller ring. I kan også sende en sms med navn og nummer, så vender jeg tilbage.